Pressemeddelelse fra Vejle Kommune sendt kl. 20:23 torsdag d. 5. januar 2017

Vedhæftede filer:


Designer med digital pondus vinder Vejle Kommunes Iværksætterpris 2017

Ved den årlige nytårskur for Vejles erhvervsliv, der blev holdt 5. januar 2017 på Hotel Munkebjerg, blev Årets Iværksætterpris 2017 i Vejle Kommune uddelt. Vinderen blev Maja Bøgh Vindbjerg, der er indehaver af designvirksomheden NUR DESIGN.

 

Minimalistisk enkelthed, materialekendskab og en følgerskare på de sociale medier på mere end 43.000 har bidraget til NUR DESIGN og indehaver Maja Bøgh Vindbjergs succes.



NUR DESIGN fik Iværksætterprisen for på kort tid at have skabt en fornuftig omsætning i virksomheden, mens et studie på arkitektskolen blev afsluttet.

 

Maja Bøgh Vindbjerg har desuden tjent som rollemodel for andre virksomheder og mentor for kommende designere.

 

- Jeg er naturligvis rigtig glad for prisen. Det er et skulderklap til den indsats, jeg har ydet over de seneste par år og et vidnesbyrd om, at de valg, jeg har truffet, har været rigtige, siger Maja Bøgh Vindbjerg.

 

Hun fortæller, at hun stiftede sin virksomhed i 2013, mens hun var studerende på arkitektskolen i Aarhus, som hun blev færdiguddannet fra i juni 2015. NUR’s aktivitet består af design, produktion og salg af brugskunst og designartikler. ’NUR’ er tysk og betyder ’kun’. Navnet er i tråd med den minimalistiske enkelthed og nordiske tradition, som er den røde tråd i designprodukterne.

Instagram er essentielt for NUR

 

Maja Bøgh Vindbjerg er opvokset i Thyregod, og efter endt uddannelse i Aarhus flyttede hun i februar 2016 tilbage til Vejle området, hvor hun er i gang med at videreudvikle sin virksomhed. Hun har fulgt forretningsudviklingsforløbet ’Strømstyrke’, fra januar til oktober 2016 i Spinderihallerne i Vejle. Her har hun haft tilknyttet en personlig coach og deltaget på 14 undervisningsdage og et antal valgfag.

 

Hun har oplevet en stærkt stigende interesse og efterspørgsel fra både ind- og udland, og hendes produkter forhandles i mere end 30 danske butikker og endnu flere i udlandet. Maja Bøgh Vindbjerg er ikke i tvivl om, hvad den vigtigste årsag er til, at kunder i udlandet har fået øjnene op for NUR:

 

- Instagram er et helt essentielt medie for NUR. Jeg har brugt uanede timer på de sociale medier, hvor jeg liker, svarer på kommentarer, deler andres billeder og holder konkurrencer. Det har gavnet kendskabet til virksomheden og dens eksponering, forklarer Maja Bøgh Vindbjerg, der har opbygget en følgerskare på mere end 43.000 på NUR DESIGN’s Instagram-profil.

 

- Det er vigtigt at interagere med personerne, som dagligt følger trofast med i min virksomhed, og det kræver, at jeg er aktiv og til stede, så potentielle kunder bliver guidet i den rigtige retning, og vi kan skabe yderligere interesse for NUR, siger hun.

 

Maja Høgh Vindbjerg fortæller, at fremgangen i designvirksomheden betyder, at hun ugentligt kontaktes af nye forhandlere.

 

Vendepunktet

Maja Bøgh Vindbjerg og NUR DESIGN’s succes er naturligvis ikke kommet henover natten. Det har krævet slid og gåpåmod at starte en ny virksomhed op. Hun mener dog, at hun og NUR DESIGN oplevede et vendepunkt, da hun deltog ved design- og interiørmessen Formland i Herning i 2014.

 

- Jeg fik opbygget en god stand og præsenterede mine produkter på en rigtig god måde, hvilket skabte interesse. Via messen skabte jeg nye netværk, og jeg fik skabt en forbindelse til forhandlere, journalister og producenter. Her mødte jeg blandt andet det danske firma WOUD for første gang, hvilket siden førte til et formaliseret samarbejde, fortæller Maja Bøgh Vindbjerg.

 

Dette samarbejde betyder, at NUR DESIGN nu designer en række af WOUD’s produkter inden for møbler, belysning og interiør, der sælges både nationalt og internationalt.



Kontaktinformation:

Borgmester Arne Sigtenbjerggaard, tlf. 76 81 10 10

Maja Bøgh Vindbjerg, NUR DESIGN, tlf. 20 48 48 63

 

Billedtekster:

Maja Bøgh Vindbjerg, NUR DESIGN, får overrakt årets Iværksætterpris af borgmester Arne Sigtenbjerggaard.

 

Over 800 havde tilmeldt sig årets nytårskur for erhvervslivet på Hotel Munkebjerg