Telenor har åbnet op for WiFi-opkald og VoLTE  
     
  Telenor - 7. december 2016  
     
   
     
 

Telenor har som det første teleskab i Danmark åbnet op for både VoLTE og WiFi-opkald til iPhone og Samsung-telefoner. Det betyder, at Telenor-kunder med nyere iPhones og udvalgte Samsung-modeller nu har mulighed for at tale over tilgængelige 4G- og WiFi-forbindelser.

 
     
 

Siden sommeren har Telenor testet både WiFi-opkald (VoWiFi) og VoLTE, det vil sige tale over 4G, i deres netværk, og Telenor ruller nu begge teknologier ud til deres kunder uden ekstra omkostninger. Telenor bliver dermed det første teleselskab i Danmark, der tilbyder sine kunder både at kunne tale over sin WiFi forbindelse og på 4G netværket. Telenors kunder kan med fordel benytte sig af de nye teknologier, der giver en markant hurtigere opkaldstid og en langt bedre indendørs mobildækning de steder, hvor mobilsignalet ellers kan have vanskeligt ved at nå frem.

 

Bedre mobil indendørsdækning

”Vi er rigtig glade for nu at kunne tilbyde WiFi-opkald til vores kunder. Det er jo en kæmpe fordel for de af vores kunder, der har problemer med den mobile indendørsdækning. Altså dem, der måske ikke har mobil forbindelse alle steder i huset eller dem, der bor langt fra en mobilmast. I stedet for at mobilsignalet mister styrke i kampen for at trænge gennem termoruder eller betonmure, så udnytter vi med WiFi-opkald det gode signal, der allerede er indenfor hjemmets fire vægge,” siger netværksdirektør Peter Ditlev Nødbak

 

Ved at aktivere WiFi-opkald vælger mobiltelefonen automatisk en tilgængelig WiFi-forbindelse, hvis signalet er bedre end det tilgængelige mobilsignal. Så går du fx ned i kælderen, hvor mobilsignalet har svært ved at følge med, så hopper telefonen automatisk over på dit trådløse internet så du kan fortsætte samtalen.

 

Højere kvalitet og kortere opkaldstid

Der, hvor kunderne for alvor vil kunne mærke, at deres mobiltelefon er hoppet over på en 4G-forbindelse eller WiFi-opkald er, hvis to kunder der begge er på enten en 4G-forbindelse eller WiFi-opkald ringer til hinanden. Her kan kunderne forvente en markant højere kvalitet, når de taler sammen, mens opkaldstiden vil blive reduceret helt ned til 1-2 sek. fra at være mellem 6-10 sek.

 

Kombinationen af VoLTE og WiFi-opkald

Netop ved at udbyde begge teknologier sætter Telenor sig for alvor i førersædet. Ved at kombinere WiFi-opkald og VoLTE, kan kunderne nemlig tage deres WiFi-opkald med sig, når de f.eks. går ud af hoveddøren og forlader deres WiFi forbindelses rækkevidde, hvis der er 4G dækning i nærheden. De kan derfor uændret fortsætte deres mobilsamtale, uanset om de er på WiFi-opkald eller almindeligt mobilnetværk.

 

”For os har det været vigtigt, at udvikle begge teknologier sideløbende for at vores kunder kan få det fulde udbytte ud af begge teknologier og sikre dem en langt bedre netværksoplevelse. Her spiller handover delen mellem VoLTE og VoWiFi en væsentlig rolle, ellers ville vores kunder jo ikke kunne tage deres opkald med sig, når de forlader deres WiFi-forbindelses rækkevidde,” siger netværksdirektør Peter Ditlev Nødbak

 

De to teknologier er begge en såkaldt IP-telefoni og understøtter derfor hinanden, så det er muligt at gå fra WiFi-opkald til VoLTE og omvendt.

 

Praktisk om funktionaliteten:

  • Modeller, der understøtter WiFi-opkald og VoLTEPå nuværende tidspunkt er det muligt for Telenor-kunder med følgende opdaterede iPhone og Samsung modeller at benytte sig af WiFi opkald og VoLTE: IPhone 6 og 6 Plus, 6S og 6S Plus, SE, 7 og 7 Plus, samt Samsung Galaxy GS5, GS6, GS6 Edge, GS7, GS7 Edge.I takt med at teknologien og dertilhørende software bliver udviklet vil flere modeller løbende understøtte muligheden for at foretage WiFi-opkald.
  • VoLTE og VoWiFi aktiveres:IPhone brugere: VoLTE: Indstillinger -> Mobil -> Indstillinger til data -> Tale og dataVoWiFi: Indstillinger -> Telefon -> Wi-Fi-opkaldSamsung brugere: VoLTE: Tale over 4G er automatisk aktiveret WiFi-VoWiFi: Indstillinger -> WiFi- opkald -> TilTelenor anbefaler generelt, at der vælges ”mobilt netværk foretrækkes”, men ønsker man at teste VoWiFi kan man i stedet vælge ”WiFi er foretrukket”
  • Takseres som alm. minutprisI Telenor har man valgt at lade WiFi-opkald indgå på samme vilkår som almindelig tale, det betyder for de kunder, der benytter sig at WiFi-opkald, at de vil blive takseret på præcis samme måde, som hvis de benyttede sig af samtale over mobilnetværket. Læs mere om WiFi-opkald https://www.telenor.dk/shop/landingpage/mobil/wifi-opkald/
 
     
   
     
 
Kontaktinformation

Alice Klitholm Duch

Kommunikationskonsulent

Tlf. 25 600 800

info@telenor.dk

Vedhæftede filer
Peter Nødbak.jpg
_MG_mand_tale_i_mobil_4F.jpg
Telenor