Telenor går ind i kampen mod digital mobning – 1400 skolebørn er inviteret til at være med  
     
  Telenor - 23. september 2016  
     
   
     
 

Digital mobning bliver mere og mere udbredt. Derfor går Telenor sammen med UNICEF nu ind i kampen mod digital mobning med arrangementet #digitalpænt, som foregår i Tivoli torsdag den 29. september. Her deltager over 1400 skolebørn og deres lærere, som på dagen får input til hvordan man i fællesskab bedst kan forebygge digital mobning.

 
     
 

Deling af krænkende billeder, ubehagelige beskeder på Messenger og sårende emojis på mobiltelefonen. Sådan kan virkeligheden se ud for børn og unge, som udsættes for digital mobning, for mobning har i dag flyttet sig fra skolegårde og klasseværelser til internettet, mobiltelefonen og sociale medier. Det er baggrunden for at Telenor sammen med UNICEF inviterer danske skolebørn fra 4-6. klasse til et fagligt inspirerende og underholdende arrangement, der sætter fokus på digital mobning, og hvordan det kan forebygges.

 

Telenor Danmarks CEO Jesper Hansen åbner arrangementet den 29. september, og han mener, at digital mobning og sikkerhed på internettet er en vigtig dagsorden i et digitalt samfund. ”Som teleoperatør har vi et medansvar for at sikre, at vores børn kan færdes trygt på nettet og forsætte med at bruge digitale medier uden at skulle være bange for at blive mobbet eller drillet. Der er heldigvis allerede meget fokus på digital mobning, og derfor er det også helt oplagt for os at engagere os i et emne, der berører danske børn i en tidligere og tidligere alder”, siger Jesper Hansen, som selv har fire børn.

 

Det skal være nemt at tale om digital mobning

Arrangementet den 29. september byder både på faglige oplæg og underholdning, så eleverne og deres lærere kan få en positiv oplevelse med et svært emne og sammen blive klogere på, hvordan man i skoleklasserne og derhjemme undgår at blive mobbet digitalt. Børnene får mulighed for at høre om deres egne rettigheder og få gode råd til, hvordan de selv kan tage afstand fra digital mobning, bl.a. fra standupperen Oluf Christensen, der selv blev mobbet som barn samt Red Barnets ekspert i børns onlineliv, Jon K. Lange. Derudover spiller det populære popband L.I.G.A. en mini-koncert mens tv-værten Sofie Østergaard, som er kendt fra DR’s børnekanal Ramasjang, guider eleverne gennem arrangementet som konferencier.

 

Netop den positive og åbne tilgang til emnet har været central for både Telenor og UNICEF. Anne-Mette Friis er Børne-og Ungechef hos UNICEF, og hun er ikke i tvivl om, at det er vigtigt at kunne tale åbent om digital mobning. ”Digital mobning kan være et rigtigt tungt emne at tale om, men hvis vi i stedet italesætter de rettigheder børnene har, og at de rent faktisk kan påvirke tingene, så ser vi, at børnene bliver bedre til at forstå, hvorfor digital mobning ikke er ok – og hvordan de selv kan være med til at sætte en stopper for det på deres skole,” siger Anne-Mette Friis.

 

Arrangementet den 29. september i Tivolis koncertsal varer fra kl. 10 til 12.45, og er begyndelsen på et officielt samarbejde mellem Telenor og UNICEF for at sætte fælles fokus på digital mobning og sikkerhed på internettet.

Læs mere på www.telenor.dk/om-telenor/vores-ansvar/digitalpaent

 
     
   
     
 
Kontaktinformation

For mere information, eller hvis du som journalist ønsker at være med på dagen, så kontakt: Anne Faigh Rydell, pressechef Telenor

Telefon: +45 25 600 8000

Mail: info@telenor.dk

Vedhæftede filer
Telenor går ind i kampen mod digital mobning.jpg
Telenor