Givskud ZOO
 
Pressemeddelelse
 
02.06.2016
 
Givskud ZOO
 
GIVSKUD ZOOs næsehorn får hjælp mod ufrivillig ”barnløshed”
 

Det er omkring 10 år siden, der sidst blev født et næsehorn i GIVSKUD ZOO. Siden da har de ellers sunde og raske næsehorn ikke født unger. Det problem forsøgte parkens dyrlæge for nylig at finde årsagen til med hjælp fra to tyske dyrlæger, der er specialister i næsehornets reproduktion. Svaret var entydigt: Næsehornshannen leverer ikke varen. Derfor har man for første gang i GIVSKUD ZOO insemineret næsehorn.

 

GIVSKUD ZOO har i flere år haft en velfungerede næsehornsgruppe med en flot han, Otze, og flere hunner i den yngledygtige alder. Man ved med sikkerhed, at hunnerne kommer i brunst, ligesom der også er set parringer. Alligevel er der ikke født næsehorn de sidste mange år – den seneste unge blev født i 2006 af Inger, hvor hannen Oscar var far. Derfor har GIVSKUD ZOO undersøgt de mulige årsager til den ufrivillige ”barnløshed” hos parken næsehorn. Og processen er faktisk ikke meget ulig det forløb, mennesker gennemgår ved samme problemstilling.

 

Kommer hunnerne i brunst?

Uanset dyreart skal kemien mellem hannen og hunnen være i orden. Den del fungerer heldigvis godt blandt GIVSKUD ZOOs næsehorn.

– Vi observerer jævnligt, tilsyneladende succesfulde, parringer mellem Otze og flere af hunnerne, fortæller Givskud Zoos dyrlæge, Ditte-Mari Sandgreen. Så langt, så godt. Dernæst skal der være et æg, som kan befrugtes på det rigtige tidspunkt.

– Det har vi heldigvis også, forsikrer Ditte-Mari Sandgreen. Vi ved nemlig, at hunnerne kommer i brunst, for næsehornenes dyrepassere samler hver uge frisk afføring ind fra hver enkelt hun-næsehorn og fryser det ned i separate beholdere. Én gang om året tømmer vi fryseren og sender det af sted til et særligt laboratorie i Wien. De undersøger så hormonindholdet i afføringen, og resultatet er en fin kurve, som, hvis alt er godt, viser 3-4 høje spring fordelt henover året. Det bekræfter os i, at hunnerne kommer i brunst regelmæssigt og dermed også har æg klar til befrugtning. Kurverne viser os også, når tingene ikke helt kører, som de skal. Vi ved for eksempel, at vores to gamle hunner Emily fra 1985 og Sophie fra 1982 er gået på pension i den henseende. Analysering af afføring er en nem og skånsom metode, der ikke påvirker næsehornenes dagligdag på nogen måde, fastslår dyrlægen.

 

Skyder hannen med ”løst krudt”?

Næste skridt i processen er at sikre en levedygtig sædcelle. – Det er straks lidt sværere hos næsehorn end hos mennesker, uddyber Ditte-Mari Sandgreen. Otze er en meget medgørlig han, men der er trods alt grænser for hans samarbejdsvilje. Derfor hyrede GIVSKUD ZOO for nylig to tyske dyrlæger med speciale i reproduktion hos næsehorn. Otze fik en bedøvelsespil i nakken, faldt i søvn kort tid efter, og så var det muligt at få en sædprøve fra ham. Den afslørede meget klart årsagen til de manglende næsehornsunger: Otzes sædkvalitet er meget lav. Prøven viste fine levende sædceller med god svømmeevne, men der er alt for få.

 

Et kendt problem

Otze er født i 1998 og er dermed en han i sin bedste alder. Han burde ikke lide af lav sædkvalitet. Næsehorn født i fangenskab har dog ofte problemer med at formere sig, så Otzes problem er ikke ukendt. Forskere har i samarbejde med zoos verden over undersøgt den nedsatte fertilitet hos næsehorn. ­ – Nogle forskere mener, at foder måske påvirker næsehorns hormon-niveau, så de får sværere ved at formere sig. En anden teori siger, at dyrene lever for tæt i zoos, hvorved de dominerer hinanden og undertrykker forplantnings-hormonerne. Der er endnu flere teorier, men ingen har endnu fundet det endelige svar. Måske er det en kombination af faktorer, siger Ditte-Mari Sandgreen.

 

Kunstig inseminering

I forbindelse med de tyske lægers undersøgelse af hannen Otze, valgte GIVSKUD ZOO at udnytte muligheden for inseminering af hunnerne. – Selv om vi til hver en tid foretrækker naturlig formering hos vores dyr, forklarer Ditte Mari Sandgreen, så benyttede vi muligheden og fik de tyske dyrlæger til at inseminere to hun-næsehorn med Otzes sæd. Når Otzes sædceller placeres direkte i livmoderhalsen hos hunnen, er der større chance for, at én af dem rammer plet, og det alligevel resulterer i en drægtighed. Om insemineringen lykkedes, vil afføringen i fryseren afsløre om 3-4 måneder. I så fald kan GIVSKUD ZOOs gæster først om ca. 15 måneder nyde synet af næsehornsunger på savannen.

 

 

Billedtekst

To dyrepassere hjælper den tyske læge med inseminering af et næsehorn i GIVSKUD ZOO.

 
Vedhæftede filer
 
GIVSKUDZOO_Insemination_n├Žsehorn.jpg
 
Kontaktinformation
 

Direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk, tlf. 75 73 02 22

Dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen, dms@givskudzoo.dk, tlf. 75 73 02 22

 

GIVSKUD ZOO

Løveparkvej 3, Givskud

7323 Give

 

Tlf.: 75 73 02 22

www.givskudzoo.dk